Ægtefællebidrag

Hej Brevkasse

 

Min mand og jeg skal skilles. Vi har ikke skrevet til Statsforvaltningen endnu, da vi ikke kan blive enige om ægtefællebidrag. Jeg synes, det er rimeligt, at jeg får ægtefællebidrag, da min mand tjener mere end dobbelt så meget som mig. Vi har været gift i 15 år og har tre børn sammen, som jeg har passet rigtig meget, da de var små. Hvad er kravene til, at jeg kan få ægtefællebidrag, og hvordan bliver det afgjort?

 

Hilsen Elin

 

 

Hej Elin

 

Når I ikke kan blive enige om ægtefællebidrag i forbindelse med jeres ansøgning om skilsmisse, skal dette oplyses i forbindelse med ansøgningen hos Statsforvaltningen, som herefter sender skilsmissesagen videre til retten.

 

Retten træffer herefter afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for, at din mand skal betale ægtefællebidrag til dig. Retten afgør også, hvor længe der skal betales ægtefællebidrag. Bidragets størrelse vil herefter blive fastsat af Statsforvaltningen ud fra nogle beregninger over forskellen mellem jeres indtjeninger.

 

I forbindelse med rettens afgørelse vil I begge have lejlighed til komme med jeres forklaringer og argumenter for og imod ægtefællebidrag. Det der spiller en rolle i rettens afgørelse er blandt andet følgende:

 

-      Ægteskabets varighed

-      Muligheden for at forsørge dig selv

-      Din mands mulighed for at betale ægtefællebidrag

-      Jeres alder

-      Helbredstilstand

-      Om din økonomiske situation skyldes ægteskabet, fx hvis du har måttet gå ned i tid på dit job for at passe børn, så din mand kunne opnå bedre muligheder på sit job

 

Med det du beskriver i dit spørgsmål, kan der godt være mulighed for, at retten vil bestemme, at din mand skal betale ægtefællebidrag til dig i en periode. Det er dog altid en konkret afgørelse. Jeg vil anbefale dig at kontakte en advokat til at hjælpe dig med en retssag om ægtefællebidrag, herunder undersøge mulighederne for fri proces.

 

Med venlig hilsen

 

Susanne Højgaard Larsen

Advokathuset Muurholm