Ejerskifteforsikring

Kære Brevkasse

 

Vi har skrevet under på en købsaftale på et hus i Sønderborg, og vi overtager huset 1. oktober 2019. Det glæder vi os til, men vi er kommet i tvivl om vi skal tegne en ejerskifteforsikring. Vi synes, at det er ret uoverskueligt og dyrt. Hvad anbefaler I?

 

Mvh Line og Mads

 

 

Kære Line og Mads

 

Tak for jeres spørgsmål, og tillykke med huskøbet.

 

Som køber skal I nu forholde jer til, at I har muligheden for at tegne en ejerskifteforsikring. Denne forsikring er jeres økonomiske tryghed, hvis der viser sig alvorlige skjulte skader ved huset, som ikke blev opdaget, inden I købte huset. For hvis sælgeren har fremlagt en tilstandsrapport, en el-installationsrapport og et bindende tilbud om ejerskifteforsikring, kan I kun i meget få tilfælde kræve erstatning af sælgeren, uanset om I vælger at tegne forsikringen eller ej.

 

Vi anbefaler altid, at I tegner en ejerskifteforsikring.

 

Hvis I vælger at tegne enejerskifteforsikring, er der mindre at bekymre jer om i forbindelse med huskøbet.

 

Der findes både ejerskifteforsikringer med basisdækning og med udvidet dækning. Hos nogle forsikringsselskaber kan I også vælge, om I ønsker forsikringen skal dække i 5 eller 10 år.

 

Som udgangspunkt anbefaler vi, at I tegner den udvidede ejerskifteforsikring. En ejerskifteforsikring med udvidet dækning dækker det samme som basis forsikringen, og derudover dækker udvidelsen flere forhold på bygningen, samt forhold ved grunden. Det er forskelligt hos forsikringsselskaberne, hvad der præcist er indeholdt i den udvidede dækning. Tegnes den udvidede ejerskifteforsikring vil det som oftest være for en 10 årig periode.

 

Forsikringsselskabet laver et tilbud på en ejerskifteforsikring på baggrund af konkrete oplysninger om husets type, alder mv., samt ud fra de oplysninger,som er indeholdt i tilstands- og i elinstallationsrapporten.

I skal være opmærksomme på, at forsikringstilbuddet kan indeholde nogle forbehold for skader, som undtages fra dækningen, selvom skaden normalt ville være dækket.

Det er husets type, forsikringsbetingelserne og jeres økonomi, som bør afgøre hvilken forsikring Ivælger. I skal dog være opmærksomme på, at en mindre besparelse kan komme til at koste dyrt i den sidste ende, hvis uheldet er ude.

 

Hvis I er i tvivl om hvilken forsikringsdækning I konkret skal vælge, vil vi anbefale, at I søger rådgivning hos en advokat.

Mvh

Advokathuset Muurholm