Arv mellem samlevende

Hej Brevkasse

 

Min samlever og jeg har boet sammen i mere end 20 år. Arver vi hinanden? Jeg har hørt, at hvis man bare har boet sammen i 2 år, så arver man.

 

Hilsen

 

Inge

 

 

 

Kære Inge

 

Tak for dit spørgsmål.

 

Svaret er NEJ, medmindre I har oprettet testamente til fordel for hinanden.

 

Hvis man ikke er gift, men lever sammen som ugifte samlevende, er man ikke arving efter hinanden uanset hvor længe man har boet sammen. Desværre tror mange, at man kan arve hinanden, når man blot har levet sammen i mindst 2 år.

 

Når man har levet sammen i 2 år, eller har børn sammen, har man mulighed for at oprette et såkaldt udvidet samlevertestamente, hvor man kan beslutte, at man vil arve hinanden som var man gift.

 

Hvis I har børn betyder det, at den efterlevende af jer kan arve op til 7/8 af førstafdødes aktiver, ligesom den efterlevende samlever også vil være berettiget til at overtage fælles hjem. Hvis der ikke er børn, kan I arve alt efter hinanden.

 

Når man har levet sammen i 2 år, eller har børn sammen, vil man også være hinandens ”nærmeste pårørende” til at få udbetaling fra hinandens forsikring og/eller pension i tilfælde af dødsfald. Det er altid en god ide, at tjekke dette hos jeres pensions- og forsikringsselskaber.

 

Jeg vil anbefale jer at søge juridisk bistand til oprettelse af et testamente, samt rådgivning omkring forsikring og pension.

 

Med venlig hilsen

 

Susanne Højgaard Larsen, advokat

Advokathuset Muurholm