Kære Brevkasse
Jeg er folkepensionist, og jeg har set på et sommerhus, som jeg gerne vil købe sammen med mine børn. Det er vores ide, atj eg skal eje 50 %. Har jeg stadig mulighed for at bo i sommerhuset permanent som pensionist, når jeg ikke ejer hele sommerhuset alene?
Mvh Anne Grethe
Kære Anne Grethe
Tak for dit spørgsmål.
Det fremgår af lovgivningen, at en pensionist, der ejer en bolig i et sommerhusområde har en personlig ret til at benytte boligen til helårsbeboelse, når pensionisten har ejet ejendommen i 1år.
Betingelserne er således, at du skal ståsom ejer af sommerhuset, og at der skal gå mindst 1 år fra du køber sommerhuset til du flytter ind permanent, og bruger sommerhuset som helårsbeboelse.
Dine børn opfylder som udgangspunkt ikke betingelserne for at bruge sommerhuset som deres helårsbeboelse.
Det fremgår endvidere af lovgivningen, at et medejerskab er tilstrækkeligt. Hvis I er flere ejere af sommerhuset, er det derfor tilstrækkeligt for du kan bo i sommerhuset permanent, at du alene opfylder kravet om at have ejet sommerhuset i 1 år. Andelen, som du skal eje, skal dog udgøre mindst 10 %. Så hvis du kommer til at eje 50 %, opfylder du også den betingelse.
Når I køber sommerhuset, vil I modtage en lang række dokumenter, herunder en købsaftale, som alle relaterer sig til sommerhuset. Der kan være knyttet mange regler og vilkår til et sommerhusområde, og jeg vil anbefale jer at søge rådgivning hos en advokat herom. Det er også muligt at skrive under på købsaftalen under det forbehold, at jeres advokat skal godkende handlen.
Når man køber sommerhus i fællesskab med andre, kan det også være fornuftigt at overveje at lave en samejeoverenskomst, som bl.a. regulerer det forhold, hvis én af jer ønsker at sælge sin andel. Dette kan en advokat også hjælpe jer med.
Held og lykke med sommerhushandlen.
Mvh Advokathuset Muurholm