Fordeling af indbo

Kære Brevkasse

Jeg skriver for at høre, hvad der skal ske med mit indbo, når jeg dør. Jeg er enlig, og jeg har ét barn, som jeg desværre har mistet kontakten til, men jeg har et nært forhold til fjernere slægtninge samt gode venner. Jeg har en del indbo, og noget af det har en ret høj værdi, herunder møbler og kunst. Jeg har klare ønsker om, hvem der skal arve hvad, og jeg har derfor lavet en liste, og lagt den blandt mine private papirer. Men bør jeg oprette et testamente for at sikre mig, at mit indbo bliver fordelt efter mine ønsker?


På forhånd mange tak.


Med venlig hilsen
Ole

 

Kære Ole


Tak for dit spørgsmål vedrørende fordeling af indbo ved dødsfald.


Efter en bestemmelse i arvelovens § 66 er det muligt at oprette en skriftlig, dateret og underskrevet erklæring om, hvordan ens sædvanlige indbo skal fordeles ved død (et såkaldt indbotestamente). Du har derfor mulighed for at bestemme fordelingen af dit indbo uden at oprette et egentligt testamente.

Du skriver imidlertid, at du også har indbo af høj værdi. Ovennævnte indbotestamente gælder alene for fordeling af sædvanligt indbo i dit hjem, hvorefter indbo af høj værdi, som f.eks. kunstværker og dyrere møbler mv., ikke vil kunne omfattes heraf.

Det er altid en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om sædvanlig indbo eller ej, men ud fra de oplysninger du skriver vil jeg dog anbefale, at du opretter et testamente, hvor du sikrer, at dit indbo bliver fordelt præcis som du ønsker.

Du skriver også, at du desværre har mistet kontakten til dit barn, hvorfor det også kan være relevant for dig at overveje arvens fordeling for så vidt angår øvrige værdier. Du har ved testamente mulighed forat begrænse arven til dit barn til 1/4, som udgør tvangsarven. Opretter du ikke testamente vil dit barn arve det hele efter dig. Du har også i testamentet mulighed for at bestemme, at dit barn ikke skal kunne udtage indbo, men alene have sin arv udlagt kontant. På den måde kan du sikre, at dine fjernere slægtninge, som du har nært forhold til, kan arve indbo – og eventuelt øvrige værdier – efter dig.


Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål eller brug for rådgivning til oprettelse af et testamente, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i arveret.

Med venlig hilsen

Advokathuset Muurholm